Nu Annette skriver om sin tips mail, så sys jeg jo at denne mail er en lille smule sjover end hendes.
Så må vi se hvem det bliver det får en der er sjover end denne her. ;o)
René

Kære spiller,

Tillykke du har den 19. Marts 2005 vundet nedenstående gevinst i Klasselotteriet:

Lodnummer: 176049
Gevinstbeløb: 1.200,00 kr.
Gevinstandel: 1.200,00 kr.
Beløb til udbetaling: 1.050,00 kr.

Hvis du logger på www.klasselotteriet.dk, kan du se, hvornår gevinsten bliver udbetalt samt få en samlet oversigt over din lodpulje og spilleperioder. Her kan du også let opdatere dine kontaktoplysninger.

Endnu engang tillykke med gevinsten og fortsat held og lykke med spillet.

De venligste hilsner
Det Danske Klasselotteri

Casper måtte bare have en Toyota

I weekenden var Claus på tegnekursus i den anden ende af landet, nærmere betegnet Roslev, et godt stykke nordvest for Viborg, det her blev resultatet.
Umiddelbart synes jeg det er gjort OK.

I weekenden var Arne til DM i15 m geværskydning i Vingsted, han blev nr 1 i Amtshold

og nr 2 i individuel

Så er Anton ankommet til Kubbehøjgård

Anton er et Halflinger føl fra sidste år

På første billede er han bare 14 dage gammel og andet billede er fra dagen han ankom til Kubbehøjgård.

For de interesserede så er hans stamtavle her:

http://www.allbreedpedigree.com/anton19

Jeg har helt glemt at fortælle at Claus, Christian og jeg var i Forum og se stort og flot hesteshow, den 30. januar. Her er lidt billeder derfra.

Annette

Hjemme hos os går vi ikke til frisøren, nix frisøren kommer til os. Det er Jane som har sine heste på græs hos os om sommeren, hun er frisør og betaler græsleje ved at holde os klippet og i fredags var det store klippedag. Medens Jane klipper laver jeg mad, så har hun også et par af hendes unger med, så skal hun ikke tænke på det den dag.

Se før og efter billederne

Alice

Hej Alle sammen.

Nu når Rene og Marianne har sat sin fine bil på familie siden nemlig en FORD :D
Så føler jeg mig også tvunget til at sætte min nye bil på siden :D

Her Kommer den:

FORD Escort CLX 3 dørs
1,6i Benzin Motor
Og sports potte :D
Og et par små Alu Sutter..

Kan også ses på http://haagen.lir.dk

Så Mangler kun Kørekortet :D

Morten

Midt imens jeg sad og lagde Mortens bil på nettet fik jeg denne mail:

Hej Annette

Tillykke! Du har vundet nedenstående gevinst på spil hos Dansk Tipstjeneste. Gevinsten vil automatisk blive overført til din bankkonto senest 2 bankdage efter spillets afslutning.

Spiltype: Lotto
Kupon-id: 5460-XXXXXXXX-01153
Vundet beløb: 43 kr.

Med venlig hilsen

Dansk Tipstjeneste AS
Korsdalsvej 135
2605 Brøndby

Det var ikke så meget det, at jeg har vundet, de penge rækker jo ingen steder, men det er da smart bare, at have meldt sig til inde på tips.dk, så behøver man ikke at tjekke selv, jeg havde glemt alt om det, men nu håber jeg selvfølgelig, at jeg næste uge får en mail, hvori der står at jeg har vundet 36 millioner.

Nogle gange kan reklame betale sig, det var TV reklamen, der fik mig til at tilmelde mig på nettet, og så det at man ikke længere er bundet af, absolut at skulle have en konto i DDB.

Annette

Her er så billeder af den nye (brugte) Focus.

Pris. 110.000
Km 235.000
Årgang 1999
Pebber red.
Turbo diesel
20 km/l
1200 kr for asskodaen.

Og her er smørelsen for at køre til Haslev og få lavet service.

Kærligst M & R.

Christian er hertil morgen startet på en massøruddannelse i København hos Axelson. Han tog jo grunduddannelsen på tekniskskole for at blive Datafagtekniker, men efter at have søgt en million steder og fået lige så mange afslag, havde han håbet på at kunne komme ind til millitæret og tage uddannelsen den vej, men der kom brev, hvori de skriver, at den uddannelse slet ikke bliver oprettet i år, også selvom det står i alle deres brochurer.

Nå så var gode råd dyre, og knægten ved at være godt langhåret af at gå herhjemme (hans mor ville jo hele tiden have ham til at lave noget), tog på kommunen for at se om de kunne hjælpe. Det kunne de, han kunne gå ned i ungdomshuset og se om der var lidt til ham at lave, så kunne han få kontanthjælp. Christian forsøgte om ikke kommunen kunne hjælpe ham med massøruddannelsen, men det kunne de ikke. De ville hellere betale ham kontanthjælp for at rende og lave ligegyldige ting i et ungdomshus og betale kontanthjælp, fremfor at hjælpe ham til en uddannelse, hvor han allerede til sommer, kan begynde at tjene sine egne penge i stdet for at blive ved med at hæve kontanthjælp.

Nu lægger Christian ikke fingre imellem, når der er noget han mener er lidt dumt sat op, så han fortalte sagsbehandleren at hun kunne stoppe en vis legemsdel op i en anden legemsdel, og han da havde andre ting at lave end at rende og lave ingenting. Hvis vi ikke havde kunnet hjælpe ham, ja så kunne kontanthjælpen have fortsat og fortsat og knægten ikke kommet længere i livet.

Nu har vi i andre anledninger haft lidt med Holbæk kommune at gøre, og det er så typisk at de hellere vil betale folk for at rende og være ingenting, end at investere lidt i at gøre dem til skatteydende borgere. De er simpelthen så snævertsynede, og det skal min skat gå til, en kommune der hellere vil holde folk ned i skidtet i stedet for at hjælpe dem op. Bare for at sparer lidt penge i den ene ende, så binder de kommunen til livslang forsørgelse af deres indbyggere. Det kunne være jeg skulle melde mig ind i kommunalpolitik så vi slap for den vattede holdning.

Nå al det sidste var bare et sidespring.

Annette

Tænk at man i en alder af 45 år skulle gå hen og brække en arm. Men ikke desto mindre, så var det altså det der skete mandag eftermiddag d. 14/2.
Vi havde lige gået og fordelt flis i halmladen, så den kom til at ligne et ridehus. Selvfølgelig skulle vi prøve det og trak Calle ud, vi trak ham lidt rundt for at han skulle vænne sig til det, og han skrabede i flisen og var sådan lidt urolig, men på en glad måde, jeg er helt overbevist om, at han frygtelig gerne ville ned og rulle sig. Nå da vi så ligesom stoppede, så stod jeg der lidt i mine egne tanker og tænkte på, hvor godt det kunne blive med tiden, og pludselig fløj en hov gennem luften og ramte min albue. Satans tænkte jeg, nå, det gør da ikke så ondt, så det er nok ikke så slemt, men så begyndte jeg at mærke efter og der var noget det ikke helt var som det skulle være, det virkede lidt løst, som om der var noget, der ikke hang rigtigt sammen. Kaldte på Christian som tog Calle ind i stalden, jeg gik ind for ligesom at sondere terrænet, men jeg blev enig med mig selv om, at en tur på skadestuen nok ikke var af vejen. Kaldte igen på Christian og bad ham komme med noget is, han tømte hele køleskabet og fandt en slynge, jeg kunne have armen i.

Claus og jeg afsted til Holbæk, det var slutningen på snestormen, så vi tog Pajeroen og det gik også fint de første 10 minutter, men så begyndte jeg at kunne føle noget, og affjedringen i Pajeroen er jo ikke ligefrem "brækket arm venlig", hver gang der var huller i snelaget, så bumpede bilen lige ned og det gjorde bare ondt. Da vi nåede Kirke Hyllinge, tænkte jeg, at det holdt jeg ikke til hele vejen til Holbæk, så vi prøvede alarmcentralen. De var villige til at sende en ambulance, men så kom jeg på Roskilde. Nå jeg bed i det sure æble og prøvede om jeg ikke kunne holde til Holbæk. Vi kom ud på hovedvejen og der var nogenlunde ryddet, så det blev kun til et et par bump. Inde i Holbæk by var det noget værre, men nu var vi jo så tæt på.

Der er så meget ombygning på sygehuset, så vi nær aldrig havde fundet vej. Men efter 30 minutterstid, med Claus kørende mig rundt i kørestol, nu gjorde det faktisk ondt når jeg gik, hver gang en fod blev sat i jorden, gav det et ryk i armen, fandt vi endelig skadestuen. Jeg havde forventet at vi skulle sidde en evighed og vente på, at det blev vores tur, men vi kom hurtigt til, og jeg fik senere at vide, at den skrøne med at selvom man har brækket 4 ben, så kommer man først til når det er ens tur, den holder ikke, de prioriterer. Jeg kom ind, fik pillet den midlertidige slynge og isterningerne af, klippet blusen og den langærmede uldtrøje indenunder i stykker, blev monteret med en ny slynge og sendt til røntgen.

Nede ved røntgen, fik jeg at vide at jeg skulle tage slyngen af og lægge armen op på lejet, hun kom tilbage og så lidt fornærmet ud over, at jeg ikke var klar. Jeg måtte forklare hende, at hun var nødt til at hjælpe, hvordan pokker binder man knuder i nakken op, når den ene arm er brækket og den anden bruges til at støtte den brækkede med. Nå hun blev ved med at hundse lidt endnu, så skulle armen vende sådan og så sådan, men så havde hun vist fået fremkaldt et par af billederne, så var det lige pludselig, IHH altså, jeg kan godt forstå at du har ondt, og tror du lige vi kan få et billede af armen sådan? Dumme kælling bare fordi jeg ikke sad og hylede og skreg, kunne armen da godt være brækket og gøre ondt, og ud fra hendes udtalelser kunne jeg jo nok gætte, at den i hvertfald ikke var hel.

Kom tilbage til skadestuen og kiggede billeder sammen med lægen, et flot flot brud, sådan havde lægen aldrig set det før, men han var nu også så ung. Den ene af knoglerne i underarmen var brækket lige over og knoglen lå vel 1½-2 cm. forskudt i forhold til hvor den skulle være.
Heldigvis var bruddet lige under albueleddet, så skide være med det, bare ikke leddet har taget skade

Så blev jeg indlagt, så de kunne operere den på plads igen og indsætte lidt ståltråd til forstærkning. De så helt opgivende ud, endnu en operation (husk lige på det var midt i snestormen og alle var faldet og havde brækket arme og ben), men jeg var da så "heldig" at da Calle ramte mig, kom der også et lille hul på ca 1 cm. lidt dybt men ellers ingenting, så jeg havde åbent knoglebrud og det gjorde så, at jeg blev ppprioriteret. Et hul som man dårligt ville have bemærket, hvis ikke lige armen var brækket, havde fået mig frem i køen, så næste gang I brækker noget, så lav lige et lille hul også. Jeg fik monteret en kanyle i hånden nu, da de vidste jeg skulle blive der, hvor igennem jeg først fik en ordentlig omgang penicillin og bagefter noget morfin, så jeg kunne holde ud at der blev lagt en midlertidig skinne i gips. Så fik jeg en stivkrampe, det blev godt nok i armen og ikke i kanylen.

Næste dag skulle jeg så ned og opereres. Sygehjælperen der kom ind om morgenen, sagde at hun da aldrig havde set så smilende en person med brækket arm. Jamen smiler man ikke, når man hilser på et andet menneske? Det var da en sjov bemærkning, men hvis de kun er vant til sure og besværlige patienter, så var den måske på sin plads.

Midt i mit bad kom narkoselægen og ville informere mig om, hvad der videre skulle ske. Jeg havde lige fået alt tøjet af, og med en brækket arm var det ikke lige så let at få det på igen, så inden jeg blev sendt tilbage, blev jeg viklet ind i nogle badekåber. Han fortalte så om narkose osv. Da jeg fortalte ham, at det altså var min fødselsdag (selvom de allesammen kom og spurgte til mit personnummer, så var der ingen der fangede at det faktisk var min fødselsdag, et personnummer er et tal uden betydning på sygehuset, kun et tal så man sikre sig, at man har med den rette person at gøre, ikke en bemærkede, at det var min fødselsdag), og at jeg gerne ville hjem samme dag, gloede han lidt, men så tilføjede han, at man godt kunne lokalbedøve, fint sagde jeg, sådan en tager jeg. MEN - fjolset der skulle bedøve mig og vise sin "elev(ham der var der om morgenen)" (ved ikke lige om den ældre herre som vist nok hedder Børge, var blevet indkaldt for min skyld), hvordan man gør, kunne åbenbart ikke finde ud af det. Han skulle stikke en elektrode ind i min hals, sætte strøm til og når jeg kunne mærke det i fingrene vidste han, at han var på rette spor, jeg kom bare aldrig til at mærke noget, og til sidst var det selvfølgelig apparatet, der var noget galt med (det var skruet op på fuld styrke og stod og bankede i halsen på mig, men jeg kunne stadig ikke mærke noget i min fingre), nå han nu ramte rigtigt efter hans egen mening. Han smed apparatet væk, og begyndte at snakke om, hvem han skulle have fat i af teknikere for, at få ordnet apparatet, men han mente altså at det var det rigtige sted også selvom mine fingre ikke kunne mærke noget. Jeg syntes måske ikke lige det var så sjovt, men tænkte at han måtte da vide det og have noget erfaring med den alder, og der var et hav af sygeplejesker og læger tilstede, så han gjorde vel ikke noget forkert. Han begyndte så at hælde bedøvelse i mig, jeg kunne stadig føle min arm. Han begyndte at løfte op i den og den faldt jo slap ned igen, der kunne jeg bare se, han havde ramt rigtigt. Det var da bare lige til jeg løftede armen, så kunne han da nok se at den ikke var bedøvet, bedøvede arme kan ikke løfte sig selv. I stedet for blev jeg bedøvet i skulderen, i halsen (han sagde at jeg nok ville blive hæs, men ikke at jeg ikke ville kunne tale) og op langs kinden og ned langs siden af kroppen. En af sygeplejerskerne sagde, at der blev jeg vel nok bange, men det gjorde jeg ikke, men hans bedøvelse har garanteret også haft fat i noget, hun kunne aflæse på sin skærm. Han stod ligefrem og radbrækkede min brækkede arm fordi jeg skulle mærke at jeg ikke kunne mærke noget. Det endte med, at han lokkede lægen til at klippe støtteskinnen af, for at jeg skulle se at han havde ret. Så stod han og brækkede armen direkte i bruddet.

Så sagde jeg også til dem (med det stemme jeg havde tilbage), at nu var det vist på tide at anvende den metode de kunne finde ud af. Experimentet var slut, så måtte jeg holde fødselsdag en anden gang.

Lægen der opererede spøgte så med at han da bare kunne operere uden bedøvelse, sygeplejesken bagved fangede den og sagde at det kun var i Afganistan han kunne få lav til at lege sadist.
Jeg fik lavet et fint snit i armen og indopereret et 8-tal i ståltråd til at holde sammen på det hele.

Og så skulle jeg alligevel igennem hele opvågningen, som jeg havde håbet på at undgå ved at bestille en lokalbedøvelse, jeg havde ondt i armen, så jeg fik morfin til at dæmpe smerten. Da jeg kom lidt mere til mig selv, fandt jeg ud af at de havde lagt armen dumt, og at jeg kunne have undgået morfinen, bare jeg selv kunne have bestemt hvor armen skulle ligge. Jeg var rigtig dårlig. Efter køreturen op til afdelingen, havde jeg simpelthen så meget kvalme. Jeg kunne heller ikke ilte blodet godt nok selv, så jeg fik ekstra ilt resten af dagen. Senere på aftenen var det kun, når jeg talte jeg fik kvalme, og næste formiddag blev jeg kvalm af at læse men kunne nu tale. Jeg er overbevist om at det er hans lokalbedøvelse, der har lavet ballade, men det får jeg jo aldrig nogle til at indrømme. I journalen står der bare at lokalbedøvelsen ikke virkede.

Tidligt onsdag morgen skulle jeg op at tisse, jeg kaldte på en sygeplejerske (eller hvem der nu kommer og hjælper), hun kom åbenbart og troede, at det var en af de gamle trisser hun skulle følge ud, for hun kommenterede min fart ud på toilettet, jeg gik jo bare, og da jeg var færdig, gik jeg tilbage, og så kom hun ind og undrede sig over at jeg allerede var tilbage i seng, hvad regner de med? At man er gammel som 46 årig (pu ha, der blev jeg lige et år ældre)?

Onsdag skulle jeg ned til kontrolrøntgen, ved ti-tiden kom de ind og fortalte mig, at jeg, stod på til røntgen kl. 8. Vi undrede os over, at de ikke havde været at hente mig, men så viste det sig, at de regnede med, at jeg kom derned af mig selv. Nå på med sutskoene, og så igennem hele byggerodet for at finde røntgen. Der var en til at følge mig der ned (hun kendte knap vejen selv), på vej tilbage hægtede jeg mig på en portør, der så ud til at skulle samme vej. Han var sgu ikke meget for at have sådan en som mig til at sinke sig, det var først, da han fandt ud af, at jeg faktisk kunne holde trit med ham, at han blev helt menneskelig, det er sgu da ikke benene jeg havde brækket.

Jeg fik billedet med op, tjekkede lige om det så godt nok ud, inden jeg afleverede det. Efter mit bedste skøn, kunne det ikke se bedre ud, så jeg ringede efter Claus, så han kunne komme med noget tøj, jeg havde ikke andet end det sygehus noget jeg havde på. Claus havde taget en af sine egne t-shirts og hans egen fleece, så det lykkedes mig at få noget tøj på, uden at skulle klippe i det.

Så gik der lige 2½ uge med at rende rundt med armen i gips, det var lidt besværligt, men det værste var, at jeg ikke havde noget rigtigt overtøj jeg kunne tage på. Når det var koldt og samtidigt blæste, faktisk når det blæste, så blev jeg inde og sendte de andre ud for at fodre eller hvad der skulle gøres. Den ene gang da hovtrimmeren var der, nåede gipsen at blive så kold at det tog flere timer at få varme i den og dermed ind til min arm igen. Jeg var ved at blive sindsyg af gipsen, den ene morgen vågnede jeg og alle mine fingre var blå, blodet havde ikke kunnet komme væk fra fingrene. Jeg fandt så ud af at elastikbindet simpelthen sad alt for stramt i albueleddet, da jeg først fik løsnet det lidt, så slap jeg da for blå fingre. De sidste dag, var jeg ved at få claus fordi, jeg følte at der ikke var plads til mit håndled inde i gipsen, glemte jeg at fortælle at gipsen gik lige fra skulderen og ud til knoerne på hånden?

Endelig blev det d. 4/3 og jeg skulle til kontrol med armen, der var ikke sat tid til røntgen, så jeg regnede med at de bare skulle tage sting og så forhåbentlig lægge en letere gips. Jeg var lige ved kiropraktor først og han tog helt modet fra mig. Han sagde at det kunne godt være der findes lettere gipse, men ikke på Holbæk sygehus, så jeg skulle regne med at få en tilsvarende på igen. Så jeg kommer lidt nedtrykt til kontrol, men forsøger mig alligevel hos lægen. Spurgte om ikke det var muligt at finde en lettere model, jo sagde han, pyha tænkte jeg, det var da godt, så tilføjede han, du skal nemlige slet ikke have noget på. Hvor glad blev jeg lige? 2½ uge i gips og så ud i friheden, det var mere end man kunne håbe på. De mener åbenbart at jeg har bedre af at gå uden. Jeg skal i gang med at bruge albueleddet. Som lægen sagde det kunne jo ikke nytte noget at knoglen var groet sammen, hvis jeg ikke længere kunne bøje og strække armen. Om 6 uger må jeg belaste til smertegrænsen, så det kan jeg jo gætte at jeg ikke må i dag, armen er brækket, men det forlyder at belastningen netop på det sted er meget lille, så gipsen har ikke så stor betydning. Jeg skal øve i at bøje og strække, og så bliver jeg indkaldt til træning hos fysioterapeut i løbet af ugen. Hele armen har det fint, men håndleddet og håndryggen er meget blå., jeg tror simpelthed at gipsen har siddet og strammet alt for meget, det var nok også derfor jeg fik claus. Faktisk har jeg større smerter i håndleddet end ved selve bruddet, på den anden side så ved jeg jo at det bare er smerte i sener og muskler og ikke har noget med bruddet at gøre, så det overlever jeg nok.

Samme aften var jeg ude at spise med nogle kollegaer, der var en der havde 25 års jubilæum. Selvom gipsen er af’e kunne jeg ikke få gaflen op til munden med venstre hånd, så jeg var nødt til først at skære kødet i hapser og så begynde at skovle ind med højre, i dag kan jeg pudse næse så det går fremad, men jeg er nu lidt spændt på fysiotræningen, for jeg kan mærke at selv om jeg forsøger at bruge armen så normalt som muligt, så bliver den kun lidt smidigere for hver dag. Måske det bare er mig, der er utålmodig, og det skal være sådan, men efter 4 dage burde den vel være OK igen, ikke? Jeg må indrømme det føles lidt underligt, at vide at man går rundt med en brækket arm, der ikke længere er gips på til at passe på den. De mennesker der har taget gipsen af, ved vist ikke hvad jeg render rundt og laver herude til hverdag.

Annette