1½ år fik vi sammen med Calle. Pludselig en dag for ca. 3 mdr. siden begyndte Calle at miste kontrollen over sin bagpart. Se evt. et par filmstumper vi har taget af ham. Vi kunne ikke forstå, hvad der skete, havde han spist noget giftigt på folden? Han vaklede rundt, lidt som en fuld. Umiddelbart virkede det ikke som om han havde ondt, og han spiste og drak da også lystigt, ganske vist kun når han fik mad i hovedhøjde, han kunne ikke få hovedet ned til jorden. Han halsmuskler virkede ekstremt spændte, vi masserede og masserede og i løbet af en uges tid, virkede det som om han begyndte at blive god igen. Så gik der en måneds tid, så var den gal igen. Hvad pokker kunne der være galt, jeg ringede til dyrlægen, men han mente ikke han kunne gøre noget. Calle var jo kommet over det en gang og havde ikke feber og spiste. Da det anden gang ebbede ud, bad jeg alligevel ham om at komme over for at tage en blodprøve, bare for at være sikker på det ikke var en flåt overført sygdom. En af de sygdomme de kan få, har slået flere heste ihjel i Sverige. Blodprøve viste at alt var mere end fint, ingen problemer der. Nå, jeg tog så kontakt til en hestekiropraktor, og gud hvor det hjalp at hun lige fik ham rettet lidt. I 3 dage. Så begyndte han igen. Denne gang regnede jeg jo med at kiropraktoren kunne hjælpe, så jeg ringede i tide og utide og plagede hende. Søndag i sidste uge, kørte vi ham til hende i Svebølle, og hun troede først han havde fået stivkrampe. Men ved nærmere gennemgang, var det ikke det. Calle blev hos hende. Vores egen dyrlæge var jo ikke for ivrig efter at komme, og i øvrigt synes vi det var synd at race ham hjem i en trailer igen, når han var så dårlig. Vi ringede og mailedes lidt frem og tilbage vedr. blodprøver, de fik dyrlægen til at komme, og gav Calle smertestillende, når han fik smertemedicin, blev han næsten den gamle Calle igen, men det var tydeligt at han fik flere og flere smerter, han gik mere og mere ind i sig selv. Vi blev enige om at det kunne være en discusprolaps eller måske nogle nerver der var kommet i klemme, hvad det var kunne kun konstateres ved at røntgenfotografere ham, men det ville koste en formue, og jeg fik at vide at det højst sandsynligt ikke ville gøre en forskel, aflives var han nok nødt til at blive under alle omstændigheder. Så i dag fik vi ham aflivet, jeg tog til Svebølle og dyrlægen kom, i de 3 minutter fra han gav ham en beroligende sprøjte (der også virkede smertedæmpende) kom Calle tilbage, så jeg lige kunne nå at få et glimt at den gamle Calle inden han fik den endelige sprøjte. Jeg tudede fra han faldt til han endelig var død, det var både fordi jeg føler en uendelig tomhed i stalden uden ham, han var en kæmpe personlighed og fyldte det hele, noget som de to, der er tilbage slet ikke kan. Håber de med tiden kan udvikle noget at det samme. Men også fordi jeg er ked af at han alligevel kom til at skulle så meget ondt igennem, de sidste 14 dage. Beslutningen burde være taget allerede dengang, så han ikke havde behøvet at miste så meget værdighed.

Alice

Jeg lovede min mor at sætte dette pragtfulde billede af Viktor i avisen, og her er det.

Annette

Jeg synes lige I skulle have fornøjelsen af et billede af vores lille skødehund

Annette