TAK

TAK

21. juni 2007

Så er det købt
Kald os bare gårdejer. *Smiler*
Linket til Danbolig er her igen, men det er nok snart et dødt link.
I kan også kigge her , så kan i også måle at min sø er ca. 3000m²

Damn osse, det link virkede ikke, så i bliver selv nød til at søge på
søvejen 19, Kalundborg kommune, og i menuen til venstre vælge baggrundskort,
og vælge ortofoto 1995, 99, 2002, 04 eller 06.

Marianne & René

12. juni 2007

Så er Caspers bil klar til syn

Efter at have været skilt ad i umindelige tider, er Caspers bil endelig klar til at blive kørt til syn.

Tidligt om morgenen, ja sådan deromkring 5:30, kom han rendende med tægetangen, for at jeg skulle se, og evt fjerne, en tæge fra hans knæhase. Det var en flåt og en meget lillebitte en. Vi blev enige om, den sikkert var kommet, da han var ude at hjælpe med hestene aftenen i forvejen, og altså ikke havde siddet der andet end en 12 timers tid.

Nå vi fjerner flåten, og Christian kører på skole og derfra tager han på arbejde.

Vi venter ham hjem ved 20 tiden, men i stedet for at komme, ringer han og siger at han ikke kommer hjem lige med det samme. En af hans kolleger havde været ude for et røveri. Forbandede perkere (de gør sgu da også hvad de kan for at blive upopulære), de havde truet kollegaen, til at udlevere 1300 kr. (tænk at gøre sig til tyv for sådan nogle småpenge), med en kniv. Christian fortæller at han bare var racet afsted for at komme ud til gutten for at være ved ham, så han ikke skulle være alene. 100 km i timen op ad Smedlundsgade og ellers derudad. Først da han kommer ud til gutten, opdager han at han har haft en politibil i røven, hvor længe ved han ikke, men de var også på vej til kollegaen. Pludselig går det op for Christian at han heller ikke har sele på, og det er imens han holder ved siden af politibilen og snakker med en af politimændene. Politiet har jo nok være klar over at Christian var på vej til sin kollega og da de skulle ud til ham også, så har de sikkert brugt ham som vejviser og set igennem fingrene med at alt ikke lige er gået helt efter bogen.

Christian og kollegaen kører så på skadestuen, ikke fordi han fysisk havde lidt nogen overlast, men det er åbenbart også der man starter psykologhjælp. Christian sagde at gutten ikke virkede berørt af det, men man ved jo aldrig om der kommer en reaktion, og så er det jo godt at man ved, hvor man kan henvende sig. Det var ellers en fyr, der næsten lige var begyndt. Nu har både Casper og Christian været der i snart årevis uden at der sker noget, og så skal det ske, når en ny næsten lige har ”fået lov til at køre alene”.

Christian kommer så hjem ca. 21:45, der havde bare være millioner af mennesker på skadestuen, kommer hen til mig, og viser mig sit ben, vi var jo om morgenen blevet enige om at kigge på dem om aftenen, for at se om der var sket en udvikling af det røde. Han mente ikke det så så slemt ud, men det var jo fordi han havde forventet at det røde mærke i midten skulle blive større, ikke at det i en omkreds af 7-8 cm rundt om biddet skulle være en let rødmen. Det var lige det der var en plamage på ca. 15 cm. i diameter, let rødme og en stærk varme. Jeg ringer til skadestuen, for vi kan jo ligeså godt få gang i den penicillinkur med det samme. Vi kører afsted, 22:13 sidder vi på færgen, og vi skulle jo gerne nå hjem inden 24.

Vi kommer til skadestuen, der sidder bare en og venter. Den maskine med registrering af patienter er gået i stykker, træk et nummer. Nå i stedet for at trække et nummer, går vi hen til skranken, men får så at vide, at de hører til skadestuen og det jo er lægevagten vi skal ind til, så det har de ikke noget med at gøre. I mellemtiden er der kommet en ung mor med et bare. Ungen ser meget rolig ud, ingen skrigeri og ingen tegn på høj feber (siger det bare fordi, der kommer noget om hende senere). Hun trækker et nummer og vi går så hen og henter et nummer også.

Vi sidder og venter, endelig er patienten hos lægen færdig, dettog måske 10 minutter. Jeg stikker forsigtigt hovedet ind og spørger om vi kan få lov at blive de næste, så vi ikke skal sidde og vente på færgen til kl. 5 næste morgen. Det godtager lægen og det havde vi i øvrigt ”aftalt” da jeg ringede.

Christian kommer ind, og der er ingen tvivl hos lægen, hun giver Christian noget penicillin og vil ringe en recept ind på resten, så Christian han hente det på apoteket i dag. Det var det, det tog måske 5 minutter. Da vi kom ud igen, havde hende med babyen flyttet sig lige hen til døren, og da vi kom ud, blev vi overfaldet. Om det var lægen, der havde kaldt os ind eller hvad. Jeg prøvede selvfølgelig at tale pænt og prøvede at forklare hende at, hvis vi ikke nåede færgen............. Ja og længere nåede jeg ikke, for hun himlede op om, at her sad hun med et meget sygt barn, og så var vi bare gået ind. Som jeg beskrev det tidligere, så så ungen jo også enormt syg ud, og da hun ikke ville lytte, så kunne jeg kun affærdige hende med, at hvis hun ellers havde øjne i hovedet, så burde hun jo have set, at vi rent fatisk var kommet før hende. Hold da kæft hvor er folk hysteriske, jeg kunne forstå, hvis vi havde siddet der hele dagen, og hvis Christian havde optaget lægen i halve timer. Men vi nåede da færgen 23:45 og vi havde endda tanket benzin også, så alt i alt kan det kan ikke have taget lang tid ved vagtlægen

Tænk hvis vi skulle have ventet på brokkehovedet, så havde vi måske ikke nået det, det forekommer mig, at hun sagtens kunne have brugt halve timer hos lægen på sit barn, hun var lige typen.

7. april 2007

Sigge af Kubehøjgaard

Britt, Arne og Peder og ikke mindst Lucca og Anton havde klaret det hele selv, jeg var jo i marken.

Alice