Hvorfor hedder det Torslunde?
Selv et overfladisk kig på Danmarkskortet kan få en til at spørge sig selv: Hvorfor hedder det dog sådan? Ser vi lidt nærmere på de navne, folk gennem tiderne har givet deres byer, får vi ikke så lidt at vide om danskernes liv i lyst og nød, skriver oktober-nummeret af Det Bedste.
Skoven ryddes
Mange bynavne henviser til, at nogen har oprettet en ny bebyggelse - enten ved at flytte ud fra en allerede eksisterende eller ved bogstaveligt taget at rydde en lysning i skovene, der dækkede store dele af landet i den tidlige middelalder. I Nordsjælland lever det gamle danske ord for rydning - ruth - videre i en lang række navne, der alle ender på -rød. For eksempel betyder Birkerød "rydningen i birkebevoksningen".
Udflyttere
Ingen af løse-byerne er opkaldt efter personer. Det er til gengæld de mange steder, der ender på -drup, -strup eller -rup. Alle tre endelser udspringer af ordet torp, som i omkring år 1100 betød en udflytterbegyggelse. Og det drejer sig om mange udflytninger. I de områder, som i middelalderenudgjorde det danske rige - det nuværende Danmark, Skåne-landene og Sydslesvig - findes der langt over 500 stednavne, der oprindelig har haft endelsen "torp2.
En Århus-historie
En dag kort efter år 900 begyndte nogle vikinger at anlægge en vold omkring deres boplads. De var søfarende og lagde deres befæstede by, hvor en bred å mundede ud i havet og dannede en naturhavn, så skibene kunne lægge til kaj langs bredderne. Vikingerne kaldte byen Aros - det oldnordiske ord for åmunding. Tiden gik og byen voksede. Efterhånden kom folk til at udtale dens navn som Års. I midten af 1500-tallet, da alle havde glemt hvorfor byen hed sådan, blev det besluttet at tilføje et h, så den fremover skulle kaldes Århus. Det navn blev taget så bogstaveligt, at byens våbenskjold kom til at vise et hus med tre årer i.
Gamle helligdomme
Adskillige stednavne antyder, at en by i vikingetiden og længere tilbage har huset en hedensk helligdom. Fynboerne har formentlig bragt ofre til Odin - den fornemste af de gamle nordiske guder - på et sted, de kaldte "Odins vi". På oldnordisk betyder vi et helligsted. Borte har for længst taget både Odin og hans helligdom, men generationer af fynboer har slebet videre på navnet, som vi i dag kender som Odense.
Odin optræder adskillige andre steder på danmarkskortet. Navnet Odins vi er blevet til så forskellige bynavne som Vojens, Onsved i Nordsjælland og Oddense ved Skive. Andre gamle guder har også sat sig spor: Tordenguden Thor møder vi for eksempel i Thorsager på Djursland og Torslunde ved Holbæk.
En del meget gamle danske bynavne ender på -løse. Endelsen er afledt af det gamle ord løsa og er i familie med ordet lysning. Disse bynavne er især udbredt på Sjælland, og de er almindelige i skåne. Den københavnske forstad Stenløse har således i middelalderen været kend som "lysningen med stenene". En by som Slagelse har oprindeligt heddet Slagløse, og da et slag var en sænkning i terrænet, har byen været opfattet som "lysningen ved terrænsænkningen".
Skinderup i Himmerland og Skinnerup i Thy er hver især opkaldt efter det gamle danske mandsnavn Skinni. Begge steder har en mand formentlig taget initiativ til den nye bebyggelse. Navnet har unægtelig klang af vikingetid. I andre tilfælde som Nielstrup og Pederstrup, som der hver især findes nogle stykker af, afspejler navnene, at udflytterne har været kristne, da både Niels og Peder er afledt af navne på helgener.
Kongelig herkomst
I middelalderen begynder også kongerne at sætte sig spor på Danmarkskortet, ikke mindst i form af borge. Da en borg jo er et befæstet hus, fik adskillige navn efter byen eller stedet, hvor de lå: Riberhus ved Ribe, Malmøhus, Aalborghus og så videre. Den største og kendteste af dem alle blev anlagt af ærkebiskoppen af Lund på den utilgængelige bornholmske klippeknude Hammeren og kom til at hede, ja, Hammershus.
I slutningen af det 16. Århundrede dukkede en ny navneskik op: Nu skulle et sted, der var grundlagt af kongen, også have et navn, der lød af noget. Men har et navn, er det svært af få det udskiftet. Det vidste Frederik II, så da han fik bygget det gamle kastel Krogen ved Helsingør om til en prægteg fyrstebolig, bestemte han i 1577, at det skulle koste værdien af en god okse, hvis man kom til at glemme, at stedet hed Kronborg nu. Og den metode virkede.
Frederik II's søn og efterfølger, Christian IV, står som den helt store bygrundlægger i kongerækken. Og resultaterne af hans anstrengelser findes ikke kun i det nuværende Danmark, men også i Skånelandene, syd for grænsen og i Norge.
Kongen var en praktisk natur, der ikke lagde den store fantasi i de navne, han gav sine byer. Adskillige af dem blev ganske enkelt opkaldt efter ham selv. Det gælder Christianshavn, der først var tænkt som en selvstændig købstad, men snart blev opslugt af København. Og det gælder de to fæstningsbyer Kristiansstad i skåne og Kristianopel i Blekinge, hvis navne ordret betyder det samme: Christians by.
Moderne bynavne
Op mod vores egen tid har det været mere sparsomt med anlæggelsen af nye byer. Og når det endelig er sket, har man holdt sig til tidligere tiders navnetraditioner. Da Christian VII i 1773 gav medlemmer af den tyske Brødremenighed lov til at bosætte sig i Sønderjylland, fik den nye by navnet Christiansfeld - feld er det tyske ord for mark. Og da sønnen Frederik VI i 1818 gjorde fiskerlejet Fladstrand til købstad, lå det lige for at kalde byen Frederikshavn.
Navnet på den københavnske forstad Hellerup har klang af middelalder, men er faktisk navngivet i 1768 af J. D. Heller, der dengang ejede området. Det samme gælder 1970'ernes ambitiøse byprojekt Albertslund ved København. Denne moderne udflytterby har navn efter en gård, der i 1830'erne tilhørte hoftandlæge Alberti.
Og så de spøjse….
Men hvorfor har nogen dog kaldt en by for Humlum? Sidste stavelse er afledt af det gamle ord hem, der betyder bebyggelse og lever i ordet hjem. Første stavelse i navnet på den lille by ved Limfjorden kan enten sigte til planten humle eller til humal, der betyder bakkeknold.
Hvad så med Ølgod? Her tør de lærde ikke sige noget sikkert. Første stavelse er angivelig ligetil: Øl var også yndet i 1200-årene, hvor den lille landsby i Vestjylland omtales første gang. Endelsen -god kan stamme fra det ældgamle ord guth, beslægtet med gud, og kan sigte til en nu ukendt hedensk kultbetydning.
Og hvorfor hedder det Sengeløse? De lærde har også diskuteret det i mange år, og nogle tolker navnet som en sammensætning af den gamle betegnelse for lysning, - løse og "sæingar" - søboere.
Men da folk allerede i 1178 kaldte landsbyen mellem København og Roskilde for "Siængeløse", tyder meget på, at nogle mere velstående naboer engang har hånet de fattige landsbyboer:" Ikke engang senge har I". Og fra folkemunde har navnet bidt sig fast på Danmarkskortet. Ligesom så mange andre mærkelige stednavne.